Tre hurtige råd til en god start efter ferien

Strandstolen byttes ud med kontorstolen, de farverige drikke med den knaldsorte kaffe, og en fyldt mailboks venter – det kan være hårdt at starte på arbejde efter en lang sommerferie! Men du kan selv gøre noget for at komme godt fra start, når første arbejdsuge rammer.

AP Pensions helbredsvejleder Helle Sørensen har nogle gode råd til en flyvende start:

1. Strukturér den første uge

Helle Sørensen vil ikke lægge skjul på, at den første uge tilbage fra ferie kan være rigtig hård for mange, og derfor er det vigtigt at få struktur og overblik:

- Mange vender tilbage til en fyldt mailboks og opgaver, der venter. Derfor må du heller ikke forvente at være ovenpå fra dag ét. Du skal i stedet give dig selv lov til at indhente arbejdet stille og roligt. Start med de nemme opgaver, der ikke er så komplekse, men hurtigt kan afsluttes, og koncentrer dig om én opgave ad gangen.

2. Gå hjem til tiden

Det kan være fristende at tage lange arbejdsdage for at indhente dine opgaver. Men ifølge helbredsvejlederen er det ikke en god ide: 

- Du skal give dig selv lov til at være bagud og gå hjem til tiden eller måske endda lidt før. Hvis du kan, så tag f.eks. fri en dag og start med en kort uge. Vores krop og psyke fungerer bedst, hvis vi starter stille og roligt op. Et godt pejlemærke er, at du skal have energi til resten af dagen, når du tager fra arbejde. Har du ikke det, er du startet for hårdt op.

3. Del de gode ferieoplevelser

- Kig op fra computerskærmen og få snakket med dine kollegaer i løbet af dagen. Grin og snak får faktisk kroppen til at slappe af. Og er du vendt tilbage fra ferie før dine kollegaer, så vis hensyn, når de møder ind, og giv dem tid til at starte op, inden du spørger ind til fælles opgaver. Hvis du kan, så tilbyd din hjælp. Det er god kollega-stil, afrunder Helle Sørensen.

Vil du vide mere?