Kend din pension fra A til Zzzzzzz

Ja, at læse om pension kan være som at se skak i slowmotion. Og nej, du skal ikke bruge pengene før om 100 år. Men hvis du bare ved en smule om din pension, står den måske på Hawaii i stedet for havregrød, når du bliver ældre.

Det kan gøre en kæmpe forskel for din pensionsordning, om du forstår den eller ej. Og det er ikke meget, du behøver at vide for at kunne træffe de rigtige valg omkring opsparing og forsikringer.

Her får du en hurtig intro til det allervigtigste.

De seks ting, du skal vide


1. Din arbejdsgiver kan redde din alderdom…

Når du har en pensionsordning som en del af din løn, kan det redde din alderdom – i hvert fald økonomisk. I ordningen er der en opsparing, som (forhåbentlig) bare vokser og vokser. Og så er der nogle forsikringer, som du kan få brug for, før du aner det.

2. … men du skal også selv hjælpe til

Hver måned sætter din arbejdsgiver en del penge ind på din pensionsordning, og du sætter selv en mindre del ind. Måske synes du, det er irriterende lige nu, fordi din egen del går fra din månedsløn. Men det er nu smart nok, for med tiden bliver det til rigtig mange penge. Og hvem ved, om du kan få penge fra det offentlige om 40-50 år?

3. Din opsparing vokser i stedet for at samle støv

Det giver sig selv, at din opsparing vokser, når der bliver indbetalt på den hver måned. Men den vokser også, fordi dine penge ikke bare står i en boks og samler støv. Dit pensionsselskab investerer pengene i f.eks. aktier og ejendomme. Investeringerne giver dig et afkast (en rente).

4. Du har et sikkerhedsnet, hvis der sker dig noget…

Hold nu fast, for den her kan du få brug når som helst. Hvis du bliver ramt af en trafikulykke eller kommer slemt til skade på andre måder, kan du måske ikke arbejde mere – i en periode eller for evigt. Hvis det sker, har du en forsikring i din pensionsordning, som giver dig penge hver måned, mens du ikke kan arbejde.

5. … også hvis du bliver kritisk syg…

Du har også forsikring i din pensionsordning, som dækker, hvis du f.eks. får kræft, en blodprop eller en anden kritisk sygdom. Så vil du få udbetalt en pose penge på én gang – også selvom du ret hurtigt bliver rask igen.

6. … eller mister livet tidligt

Du skal selvfølgelig ikke gå rundt og spekulere på din død. Men hvis nu trafikulykken (eller din sygdom) er så alvorlig, at du dør, så får din familie – eller andre, som du har valgt – altså udbetalt penge.

I AP Pension har du flere fordele

Måske tænker du, at pensionsselskaber er fyldt med glubske banditter i habitter, som bare skal skovle penge ind til deres ejere. Men i AP Pension er det kunderne og ingen andre, der er ejere.

Det betyder, at du som kunde får din del af alt overskuddet og har adgang til flere fordele. F.eks. kommer du forrest i køen til at leje en af AP Pensions lejligheder, som ligger centralt i blandt andet København og Aarhus.

Se lejlighederne

Følg med på din mobil

Sørg i øvrigt for at hente appen Mobil AP til din telefon – placer den f.eks. lige imellem Tinder og Pokémon Go, så du husker, at du har den.

Med Mobil AP kan du nemlig på to minutter få overblik over de vigtige ting, der er nævnt ovenfor: Opsparing, afkast og forsikringer. Du behøver ikke bruge NemID, men bare en firecifret kode, som du selv vælger.

Læs mere om appen

Se også:

Pensionsordning? Hvad skal jeg med den?

Hvem vil være millionær?

 

Vil du vide mere?