AP Pension sender yderligere 250 mio. kroner tilbage til kunderne

AP Pension annoncerede tidligere i år, at pensionsselskabet ville give 500 mio. kroner tilbage til kunderne i form af en AP Loyalitetsbonus i 2017. Nu har bestyrelsen besluttet at give op til yderligere 250 mio. kroner tilbage til fordeling blandt kunderne i 2018.

Kunderne ejer AP Pension. Det vil sige, at principper som uafhængighed og demokrati gennemsyrer vores forretningsmæssige beslutninger i organisationen. AP Pension eksisterer kort sagt for sikre sine kunder et trygt liv gennem sine investeringer og pensionsordninger.

AP Pension har gennem årene formået at skabe både gode afkast og opbygge en egenkapital, der er større end lovens krav. Som kundeejet selskab er det kun naturligt at give nogle af pengene tilbage til selskabets ejere. De første 500 mio. kroner uddeles blandt kunderne i år, og nu har AP Pensions bestyrelse besluttet at udlodde mere af egenkapitalen i 2018.

- Bestyrelsen har netop vedtaget at udlodde op til yderligere 250 mio. kroner i AP Loyalitetsbonus i 2018. På to år vil vi, ud over de flotte afkast vi har skabt for kunderne, således have fordelt op til 750 mio. kroner blandt kunderne, siger adm. direktør i AP Pension, Bo Normann Rasmussen, som forventer, at bestyrelsen også i de kommende år vil kigge positivt på yderligere udlodning:

- Vi introducerede AP Loyalitetsbonus i 2017, og vi har siden da oplevet en stor interesse for netop denne fra vores kunder. Det vidner om, at flere og flere forstår, at ét af kerneelementerne i at være en del af et kundeejet selskab, er, at det udelukkende er kunderne, som tilgodeses.

AP Pension har valgt at udbetale en sådan loyalitetsbonus til alle sine kunder, og initiativet understreger selskabets dedikation til at være landets mest kundeorienterede. Bestyrelsesformand i AP Pension, Niels Dengsø Jensen, siger i den forbindelse:

- Jeg er stolt over, at vi giver et så stort beløb tilbage til kunderne. Beløbets størrelse er en klar indikation af, at vi er seriøse om det at leve op til det at være kundeejet. På lang sigt er der ingen tvivl om, at AP Loyalitetsbonus vil betyde en væsentlig større pensionsudbetaling.

- Som bestyrelsesformand gør det mig ekstremt stolt, at vi nu er begyndt at dele ud af vores formue til alle vores kunder. Det er netop her, vi adskiller os fra mange af vores konkurrenter, og det er det, som i sidste ende er kernen i at være ejet af kunderne, tilføjer Niels Dengsø Jensen.

En ny loyalitetsundersøgelse gennemført af Loyality Group (BrancheIndex: Pension) viser, at AP Pension for sjette år i træk har de mest loyale kunder blandt kommercielle pensionsselskaber.

- Årets loyalitetsmåling vurderer os på både de hårde økonomiske faktorer såsom evnen til at generere afkast samt andre faktorer som kundeservice. Det flotte resultat vidner om, at vi gør det rigtige. Jeg er sikker på, at lanceringen af AP Loyalitetsbonus vil være med til at cementere vores loyalitetsposition i årene fremover, slutter Bo Normann Rasmussen.

For yderligere information

 Bo Normann Rasmussen, adm. direktør AP Pension, tlf. 61 61 05 92.

Vil du vide mere?