AP Pension lancerer bæredygtig produktlinje: Støt FN's verdensmål og klimaet med pensionen

AP Pension lancerer en ny produktlinje, AP Bæredygtig, så pensionsselskabets kunder kan spare op med særligt fokus på bæredygtighed. Den nye produktlinje, som er udviklet i samarbejde med fintech-virksomheden Matter, er kendetegnet ved, at investeringerne dels bidrager kraftigt til en grøn omstilling og dels støtter en række af FN’s verdensmål. AP Pension tror så meget på den nye produktlinje, der er den første af sin art i Danmark, at nye medarbejdere i AP Pension automatisk får investeret 25 procent af deres pension i AP Bæredygtig.

Tilbage i 1987 definerede FN, at bæredygtighed er: ”… en udvikling, hvor opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov”. Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension fortæller, at netop denne definition har været en af inspirationskilderne til AP Bæredygtig.

 

- FN’s definition af bæredygtighed er bredt formuleret, og den er samtidig vedkommende, relevant og nem at forstå – derfor har vi valgt at kalde vores nye produktlinje AP Bæredygtig. Vi ønsker at påvirke den globale udvikling i en mere bæredygtig retning, og det oplever vi også, at vores kunder og danskerne generelt gerne vil, siger investeringsdirektøren og fortsætter:

 

- Tidligere skulle man selv stå for at sammensætte sine investeringer, hvis man ville investere sin pension med særligt fokus på bæredygtighed, men med AP Bæredygtig går vi skridtet videre og gør det nemt for kunderne. Det betyder, at kunderne får præcis de samme valgmuligheder i AP Bæredygtig, som de har i deres firmapension i dag. Kunderne kan vælge at spare op i livscyklus, hvor AP Pension automatisk trapper risikoen ned med alderen eller i faste profiler, hvor de selv styrer risikoen.

 

Støtter i særlig grad en grøn omstilling og FN’s verdensmål

 

Investeringerne i AP Bæredygtig er særligt udvalgte og lever op til en række konkrete krav om bæredygtighed. Et eksempel er obligationerne i produktet, der alle er såkaldte ”green bonds”, som finansierer grønne projekter, der bidrager positivt til en grøn omstilling.

 

Aktiebeholdningen forvaltes af BankInvest og er kendetegnet ved, at cirka 50 procent af selskabernes samlede omsætning er forbundet med et eller flere af FN's 17 verdensmål på områder som eksempelvis bæredygtig energi, klimabeskyttelse eller sundhed. Til sammenligning er kun cirka 10 procent af selskabernes omsætning forbundet med verdensmålene i en bred, global investeringsfond. Aktiebeholdningens samlede CO2-aftryk vil samtidig være 50 procent mindre end i en bred, global investeringsfond.

 

- Vi har selvfølgelig en eksklusionsliste med selskaber, vi ikke ønsker at investere i, men den store forskel mellem AP Bæredygtighed og vores andre produkter ligger i den måde, vi laver positive tilvalg af investeringer på. Vi fokuserer på aktiver, der i særlig grad bidrager til den grønne omstilling og verdensmålene, siger Ralf Magnussen.

 

I tillæg til aktier og obligationer investeres der også i såkaldte alternativer, hvor målsætningen er at understøtte en bæredygtig udvikling. Cirka 60 procent af de alternative investeres fx i vedvarende energi som havvindmøller, landvindmøller og solceller, der understøtter Paris-aftalens mål i særlig grad. Der investeres også i bæredygtigt byggeri i Danmark samt i skov, der er certificeret bæredygtigt.

 

Strategisk samarbejde med Matter

 

I forbindelse med udviklingen af AP Bæredygtig, har AP Pension indgået et strategisk samarbejde med fintech-virksomheden Matter.

 

Matter har bidraget til udviklingen af bæredygtighedskriterierne for de forskellige aktivklasser i AP Bæredygtig, både for aktie- og obligationsporteføljerne, samt for investeringerne i skovbrug, ejendomme og vedvarende energi. Parterne vil desuden arbejde på at gøre det muligt for AP Pensions kunder at følge den miljømæssige effekt af deres opsparing via Matters digitale platform.

 

- Sammen med AP Pension glæder vi os til at sætte nye standarder for bæredygtighed i den danske pensionsbranche – både ved at løfte barren for bæredygtighed og ansvarlighed, samt ved at give kunderne mulighed for at følge med i deres bæredygtige portefølje på nye måder, siger Niels Fibæk-Jensen, CEO og medstifter af Matter.

 

Nye medarbejdere sparer 25 procent op i AP Bæredygtig

 

I AP Pension ønsker ledelsen at synliggøre, at man kan bruge sin pensionsformue til at gøre en positiv forskel. For at motivere medarbejderne i selskabet til selv at tage stilling til bæredygtighed, vil alle nye medarbejdere automatisk få placeret en fjerdedel af deres pensionsindbetalinger i AP Bæredygtig. Alle medarbejdere, nuværende såvel som nye, kan dog vælge at placere en del af eller hele deres pension i det nye produkt.

 

- Vi oplever, at der er stor interesse blandt vores kunder for at bidrage til en bæredygtig udvikling. Derfor er vi utrolig glade for, at vi nu kan tilbyde en løsning, der gør det nemt at gøre en positiv forskel med pensionen. Samtidig har vi også ønsket at give vores egne medarbejdere et incitament til at tage stilling til bæredygtighed, derfor får nye medarbejdere fremover automatisk placeret en fjerdedel af pensionen i AP Bæredygtig.

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Ralf Magnussen

Investeringsdirektør, AP Pension

26 40 04 00

***

Fakta om AP Bæredygtig

 

Fælles for investeringerne i AP Bæredygtig er, at de i særlig grad støtter op om Paris-aftalens mål eller bidrager til et eller flere af FN’s 17 verdensmål (SDG-mål). Blandt de verdensmål, der understøttes er:

 

Mål 3: Sundhed og trivsel

  • Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper

 

Mål 7: Bæredygtig energi

  • Sikre at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris

 

Mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund

  • Gør byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige

 

Mål 13: Klimaindsats

  • Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser

Aktier

Aktieporteføljen forvaltes af BankInvest og består af 150-200 aktier, som udvælges i et aktieunivers, hvor mindst 20 procent af omsætning er koblet til et eller flere af FN’s verdensmål. Samtidig skal aktieporteføljen have en CO2-udledning, der er mindst 50 procent lavere end det sammenlignelige indeks.

 

Obligationer

Obligationer udvælges alene blandt såkaldte ’green bonds’ som finansierer grønne projekter som bidrager positivt til klima- og miljøvenlig omstilling. Investeringsuniverset er obligationer med en lille kreditrisiko såsom stats- og realkreditobligationer.

 

Alternativer

Der investeres i tre typer af alternativer: 1) Vedvarende energi, 2) danske ejendomme og 3) skov. Fordeling i porteføljen er 60 procent i vedvarende energi, 30 procent i danske ejendomme og 10 procent i skov.

  • Investeringer i vedvarende energi sker i havvindmøller, landvindmøller, solenergi m.m., som bidrager til en bæredygtig omstilling af energiforbruget og direkte understøtter Paris-aftalens mål.
  • Investeringer i nye danske ejendomme sker i byggeri, som er certificeret bæredygtigt, og samtidig vil der blive arbejdet med forbedringer i eksisterende byggeri, som fx har til formål at forbedre indeklimaet eller nedbringe energiforbruget. Investeringerne sker gennem AP Ejendomme.
  • Skovinvesteringer sker i skovbrug, der enten er certificeret i henhold til kriterierne fra FSC eller PEFC, eller er i gang med at blive certificeret.

Omkostninger

Investeringsomkostningerne ligger mellem 0,6 og 0,9 procent afhængig af valg af profil. Det er på niveau med AP Pensions aktivt forvaltede produkter.

 

Strategisk partnerskab med matter

AP Pension har indgået et strategisk partnerskab med Matter, som har bidraget til udviklingen af AP Bæredygtig. Matter har blandt andet rådgivet AP Pension om bæredygtighedskriterier for produktet, og bidraget til analyse og screening af investeringerne i AP Bæredygtig.