Slut med tobaksinvesteringer i AP Pension

AP Pension har besluttet, at kundernes penge fremover ikke bliver investeret i virksomheder, der producerer tobak.

Fravalget af tobaksproducenter er dels en naturlig konsekvens af AP Pensions arbejde med FN’s verdensmål og dels en logisk beslutning for et pensionsselskab, der arbejder med forebyggelse og forsikring af danskernes helbred.

 

- Vi har valgt at sætte alle tobaksproducenter på vores negativliste. Det betyder, at vi kommer til at sælge vores beholdning af tobaksproducerende virksomheder i alle de fonde, hvor vi har bestemmende indflydelse, hvilket er tæt på 100 procent, af vores aktieportefølje, siger Ralf Magnussen, investeringsdirektør i AP Pension og fortsætter:

 

- Beslutningen kommer til at betyde frasalg af aktieinvesteringer for et trecifret millionbeløb frem mod årsskiftet.

 

Tre hovedårsager til eksklusion

Tobak er entydigt sundhedsskadeligt - Ikke kun for brugerne, men også for de mennesker, der arbejder i produktionen. Arbejdsforholdene på nogle plantager er godt nok forbedret som følge af indførelsen af retten til fælles forhandlinger og en fair prissætning, men forholdene må generelt set stadig anses for at være dårlige. Særligt de helbredsmæssige risici som følge af eksponering til skadelige stoffer (nikotin) fra tobaksplanterne, er et problem.

 

Samtidig har dyrkning af tobak en række negative miljømæssige konsekvenser. Det drejer sig blandt andet om rydning af skov, der fører til tab af biodiversitet, jordforringelse og vandforurening. Store mængder ikke-genanvendeligt og kemisk affald samt problemerne med enorme mængder cigaretskod, fyldt med farlige stoffer, der havner i naturen.

 

Ser man på tobakken med investeringsbriller, har det historisk været forbundet med lav risiko og fornuftige afkast i forhold til verdensindekset. Men aktiekurserne har vist tegn på nedgang som følge af blandt andet pensionsselskabernes ekskludering af tobak, og samtidig må det forventes, at implementeringen af verdensmålene vil føre til øget regulering af tobaksindustrien og færre rygere på verdensplan fremover.

 

- Tobaksdyrkning kan have kortsigtede, positive økonomiske effekter for både investorer og tobaksdyrkerne og deres familier, men de negative sociale, økonomiske, helbredsmæssige og miljømæssige konsekvenser på lang sigt rammer langt flere mennesker. Derfor er det den rigtige beslutning for os at fravælge disse investeringer, siger Ralf Magnussen.

Vil du vide mere?