AP Pension vurderer konstant den aktuelle situation på de finansielle markeder

Coronavirussen har bidt sig fast i de finansielle markeder, og det kan de fleste kunder mærke på pensionsopsparingen. Men pension er en langsigtet investering, minder AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen, om.

De finansielle markeder er hårdt ramt af coronavirussen, der siden virussen bed sig fast i Europa har resulteret i store fald på verdens aktiemarkeder. Den aktuelle krise kan ifølge AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen, bedst sammenlignes med det amerikanske børskrak på Wall Street i 1929 og den seneste finanskrise i 2008. 

-Det er voldsomme ting, vi oplever i øjeblikket. Vi befinder os i en situation, som vi kun ser yderst sjældent. I USA er aktiemarkedet faldet cirka 30 procent i løbet af en måned, mens det i Europa er faldet godt 40 procent. I vores investeringsafdeling i AP Pension er vi derfor i maksimalt beredskab for hele tiden at vurdere den aktuelle situation, siger Ralf Magnussen.

De store fald på aktiemarkedet kan også ses på kundernes afkast i årets første måneder af 2020, men pension er en langsigtet investering, så det gælder om at have is i maven.

-I AP Pension er vi er langsigtede investorer, og vi tilpasser strategien efter, hvem der kan tåle at tage risiko, og hvem der ikke kan. Dem med mange år til pension har tabt mest, mens kunder der er tæt på pension ikke har tabt så meget. Afkastene i 2020 har været et spejl af 2019, hvor vi fik meget høje afkast, og de fleste kunder har faktisk ikke tabt mere i år, end de tjente sidste år, siger Ralf Magnussen og forklarer:

-Vores aktieportefølje har klaret sig bedre end markedet, fordi vi ikke har særlig mange investeringer i energi og visse cykliske sektorer. Vi har primært aktier i selskaber, der ikke er tyngede af høj gæld. Det har beskyttet os, så vi ikke er tvunget til paniksalg. Samtidig er det værd at bemærke, at periodevise korrektioner også skaber muligheder.

Krise i realøkonomien

Selvom den aktuelle situation med store fald på aktiemarkedet giver mindelser om finanskrisen i 2008, så gør Ralf Magnussen dog opmærksom på, at der er forskel på de to kriser.

- Ved finanskrisen i 2008 så vi en sygdom i systemet. Det har vi ikke nu, hvor vi har en krise i realøkonomien. Det er en klar forskel, og det kan gøre, at den nuværende situation ikke bliver lige så slem som under finanskrisen. Hvis sygdomskrisen kan inddæmmes, så kan vi formentligt komme hurtigere tilbage til normalitet end ved en finansiel krise. Men holder vi nedlukket i tre måneder, så kan det udvikle sig til en systematisk krise, siger Ralf Magnussen og fortsætter:

-Politikerne gør, hvad de kan. De kommer med økonomiske hjælpepakker med meget store beløb. De er kreative med løsningerne, og de kan finde drejebogen frem fra krisen i 2008 i forhold til, hvad de kan gøre for at sikre likviditet, siger AP Pensions investeringsdirektør.

Væksten vil falde

For at se en positiv vending på de finansielle markeder kræver det ifølge Ralf Magnussen blandt andet, at vi ser et fald i antal smittede og døde i Italien, der er særdeles hårdt ramt af coronavirussen, da det vil vise, at en nedlukning af samfundet virker, som det har været tilfældet i Kina og andre steder i Asien. Ligesom vi fortsat skal se store finanspolitiske hjælpepakker rundt om i Europa, USA og Kina. Vi skal dog være forberedte på at se nogle meget skarpe fald i væksten i første halvår af 2020, mens vi muligvis vil kunne se en gradvis normalisering i andet halvår.

Den kommende periode bliver meget afgørende for, hvordan det kommer til at gå.

-Det helt afgørende spørgsmål netop nu er, om de tiltag man har taget om at lukke store dele af samfundet ned i Europa og USA kan knække kurven af smittede med coronavirus. I Kina er de stort set lykkedes med at inddæmme smittespredningen, og de er næsten tilbage til normale tilstande. Hvis det også sker i Europa og USA, vil det være en nyhed, der kan fjerne noget af panikstemningen på markedet. Hvis tiltagene omvendt ikke knækker kurven, er det sandsynligt, at aktiemarkedet vil falde endnu mere, siger Ralf Magnussen.

AP Pension er økonomisk robust

Selvom der lige nu er stor uro på de finansielle markeder, står AP Pension godt rustet til at stå krisen igennem. Hver gang loven kræver, at vi skal have hensat 100 kr. til sikkerhed for vores forpligtelser overfor kunderne, har vi mere end 200 kr. Og samtidig har AP Pension forsikret sig mod store udsving i renten – det betyder, at vores hensættelser kun bliver påvirket minimalt, når renten svinger op og ned.

Vil du vide mere?