• Samfundsansvar

AP Pension offentliggør sin årlige klimarapport

Som led i AP Pensions arbejde med klima og FN’s verdensmål har vi netop offentliggjort vores tredje klimarapport. De analyser, som rapporten er baseret på, er vigtige værktøjer for AP Pension i forhold til at identificere, vurdere og håndtere klimarelaterede risici og muligheder i vores investeringer.

En af de mest presserende udfordringer for en bæredygtig fremtid er klimaforandringer. Derfor støtter AP Pension både målsætningerne i Parisaftalen og FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling, hvoraf flere mål er relateret til klima.

Formålet med arbejdet bag vores klimarapport er blandt andet at få et mere nuanceret indblik i, hvordan vores investeringer påvirker klimaforandringerne, og hvordan klimaforandringerne påvirker vores investeringer nu og i fremtiden. Samtidig giver rapporten os mulighed for at måle og følge udviklingen i porteføljens klimaaftryk år efter år.

Ligesom de forrige år rapporterer vi på den samlede CO2-udledning fra vores portefølje af børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer, som i dag dækker ca. 2.800 selskaber. Som noget nyt for rapporteringsåret 2020 har vi nu udvidet vores rapportering til at inkludere yderligere aktivklasser, herunder blandt andet ejendomme og landbrug. Derudover rapporterer vi også på nøgletal relateret til vores investeringer i grøn energi, skov og grønne obligationer. Vores klimarapport dækker 34 procent af vores samlede investeringer på 134 mia. kr. ved slutningen af 2020. Vores ambition er, at rapporten med tiden skal omfatte alle vores investeringer, og vi arbejder hele tiden på at få data på flere forskellige typer af investeringer.

- De dybdegående analyser, som ligger til grund for klimarapporten, gør os klogere på, hvor og hvordan vi kan sætte ind for at skabe positive forbedringer fremadrettet i relation til klimarisici. Rapporten øger samtidig omverdenens mulighed for at følge med i vores investeringers klimaaftryk, siger chef for ansvarlige investeringer i AP Pension, Sandra Metoyer.

Halvering af CO2-aftryk

Rapporten viser blandt andet, at vores CO2-aftryk pr. mio. kr. investeret er faldet med over 50 procent siden 2019, hvor CO2-aftrykket var på 10 ton CO2 pr. mio. kr. investeret. I 2020 er det tal faldet til 4,75 ton CO2 pr. mio. kr. investeret.

Andelen af investeringer i selskaber med fossil eksponering er ligeledes faldet. I 2019 lød tallet på 3 procent, mens det i 2020 er faldet til 2 procent. Samtidig er andelen af selskaber, der benytter sig af grøn energiproduktion, steget fra 40 procent 2019 til 49 procent i 2020.

Generelt afspejler denne udvikling også andre områder af AP Pensions arbejde med klima, hvor netop grønne investeringer vil komme til at udgøre en større andel af vores samlede investeringsportefølje:

- Vi har fastsat en ny ambitiøs målsætning angående grønne investeringer, som skal hjælpe os med at sænke den forventede temperaturstigning, som er forbundet med vores investeringer. Målet er, at vi i 2023 skal have investeret mindst 10 procent eller 20 mia. kr. af AP Pensions samlede portefølje i den grønne omstilling, og at vi i 2030 har øget til 20 procent af de samlede investeringer, fortæller Sandra Metoyer.

Nyt og mere simpelt nøgletal

Som noget nyt har vi i 2020-rapporten beregnet, hvor stor en temperaturstigning den analyserede portefølje vil føre til hen mod 2050. Tallet skal gøre det lettere at forstå og forholde sig til, i hvor høj grad de nuværende investeringer kommer i mål med at holde sig inden for Parisaftalens mål i år 2050.

AP Pensions nuværende portefølje er forbundet med en potentiel temperaturstigning på 2,4 grader i 2050, og ambitionen er, at tallet skal bringes så tæt på 1,5 grader som muligt og maksimalt 2 grader, og her kan vi selv gøre noget gennem vores investeringer:

- Selvom rapporten er et øjebliksbillede, og vi ved, der er visse udfordringer med at få data, skal der ske ændringer, hvis vi skal nå vores ambition om at have en portefølje, som ligger inden for rammerne af Parisaftalen. Det kan vi blandt andet selv påvirke ved at øge vores andel af investeringer i den grønne omstilling, og ved at fortsætte med at opfordre virksomheder til at rapportere om deres CO2-udledning samt fastlægge konkrete klimamål, forklarer Sandra Metoyer.

Du kan downloade klimarapporten her.

 

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi sidder klar til at hjælpe dig:

Mandag: 09.00-16.00
Tirsdag: 09.00-16.00
Onsdag:
09.00-16.00
Torsdag:
09.00-16.00
Fredag: 09.00-15.00

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.