AP Pensions afkast igen i top i 2017

I 2017 har AP Pension igen formået at opnå høje afkast til sine kunder med op til 11,7 procent i afkast for kunder med 20 år til pension. Sammenlignet med konkurrenterne ligger AP Pension således igen i toppen for 2017.

Investeringsåret 2017 var et år, hvor danske pensionskunder endte med at få solide afkast, og særligt kunder i AP Pension kan lune sig ved det samlede resultat. Investeringsdirektør for AP Pension, Ralf Magnussen fortæller stolt:

- Meget er gået godt, og ikke mindst vores afkasttal på 11,7 procent for kunder med 20 år til pension er værd at bemærke. Hvis vores AP Loyalitetsbonus tilføjes, som AP Pension kunder jo også får, så kan en AP Pension kunde altså have opnået et afkast på op til 12,4 procent i 2017.

En aktiv og offensiv strategi

Aktiv og offensiv betyder, at AP Pension er nær sine investeringer og deltager aktivt på de finansielle markeder for at udnytte de løbende muligheder. At være nær betyder, at AP Pension udøver aktivt ejerskab for sine investeringer, der inkluderer både aktier, kreditobligationer, stats- og realkreditobligationer samt ejendomme.

Særligt aktier oplevede gode afkast i 2017, fordi den globale økonomi oplevede fremgang i alle dele af verden. Dette blev også afspejlet i stigende indtjening i virksomhederne, hvilket var den fundamentale årsag til aktiekursstigningerne.

- Årsagen var blandt andet, at den nyvalgte amerikanske præsident viste sig mere pragmatisk end frygtet i forhold til global samhandel, og at der derfor ikke kom handelskrige. Faktisk er verdenshandlen steget markant i 2017, siger Ralf Magnussen.

Samlet overblik over afkastsåret 2017

Der var flere grunde til de gode investeringsresultater i 2017. En høj andel af aktier i begyndelsen af året, en overvægt af aktier i it samt i Emerging Markets i aktieporteføljen og en høj grad af valutakursafdækning på den amerikanske dollar samt gode afkast på den danske ejendomsportefølje. Investeringsdirektør Ralf Magnussen tilføjer:

- Samlet set var resultaterne en konsekvens af gunstige forhold på de finansielle markeder, og den rette investeringsstrategi under disse forhold. Både når vi ser på de absolutte tal, som de førnævnte 11,7 procent, og når vi sammenligner med vores konkurrenters afkast så har 2017 været et rigtig godt år for vores kunder.

10 år 20 år 30 år
7,74% 11,69% 13,62%

Figur: Afkastoverblik 2017 med 10 år til pension (Udløbsfond 2026), med 20 år til pension (Udløbsfond 2038) og med 30 år til pension (Udløbsfond 2047).Alle tal er inklusiv kickback.

Forventningerne til 2018

Hvordan 2018 ser ud, kommer Ralf Magnussen også med et bud på. Og det korte svar er, at det bliver en anelse sværere end i 2017, da det bliver sværere at overraske positivt i det nye år. Investeringsdirektør Ralf Magnussen slutter:

- Vi står foran en stramning af global pengepolitik, og prisstigningen på aktiemarkedet er til den dyre side målt i forhold til normalen. Omvendt ser aktier relativt til obligationer fortsat attraktive ud, så selvom vi ikke forventer at få en gentagelse af 2017-afkastene, kan mindre også gøre det.

Vil du vide mere?