AP Pension køber Skandia Danmark

AP Pension køber Skandia i Danmark. Købet betyder, at AP Pension øger sit kunde- og udviklingsfundament yderligere, så kunderne også fremover får de bedste pensions- og forsikringsløsninger.

AP Pension og Skandia har netop indgået en aftale, som betyder, at AP Pension køber Skandias aktiviteter i Danmark. Med købet slås to kundeejede pensionsselskaber sammen til et fælles selskab, og AP Pension byder velkommen til 93.000 nye kunder.

- Som bestyrelsesformand i AP Pension er jeg utroligt stolt over, at vi med købet viser, at vi som et kundejet selskab har den finansielle styrke til at foretage dette vigtige skridt for vores egne og Skandias mange kunder, fortæller bestyrelsesformand i AP Pension, Niels Dengsø Jensen. 

På et pensionsmarked, der er præget af hård konkurrence, medvirker købet ifølge Niels Dengsø Jensen til, at kunderne også fremover får de bedste pensions- og forsikringsløsninger, samtidig med at omkostningseffektiviteten forbedres.

- I AP Pension er vores motto ”Din pension - vores ansvar”, og da vi oplever, at vores kunders krav til deres pension og forsikringer ændrer sig, får vi med købet et endnu stærkere fundament, og en række synergier, som betyder, at vi også i morgen kan levere de løsninger, vores kunder efterspørger. På den måde lever vi på bedst mulig måde op til vores ansvar, siger en glad og stolt adm. direktør i AP Pension, Bo Normann Rasmussen.

Han fortæller, at han ser frem til at servicere Skandias nuværende kunder i AP Pension, og han understreger samtidig, at handlen ikke medfører ændringer for AP Pensions eksisterende kunder, idet alle kundeforhold fortsætter som hidtil.

- Pension handler i høj grad om tryghed, og om at møde kunderne der, hvor de er i livet. Når købet er endelig på plads får Skandias kunder bl.a. glæde af at være en del af et kundejet pensionsselskab med ægte kundedemokrati og få mulighed for at få del i vores særlige bonus- og loyalitetsmodel AP Loyalitetsbonus, fortæller Bo Normann Rasmussen.

Købet skal godkendes af relevante myndigheder, og en endelig afklaring forventes i slutningen af 2018. Købssummen er ikke offentlig.

Også Skandia ser positivt på, at Skandia Danmark bliver en del AP Pension.

- Vi er stolte over Skandia Danmarks brede udbud af pensions- og forsikringsløsninger, og med denne handel sikrer vi kundernes mulighed for fat få adgang til et fortsat bredt og solidt tilbud. AP Pension er kendt for sin evne til at skabe flotte afkast, og derfor er jeg overbevist om, at handlen er det bedste for Skandia Danmarks kunder, når vi nu har som strategi at fokusere på det svenske marked, siger Frans Lindelöw, koncernchef i Skandia.

Vil du vide mere?