Hvornår kan du gå på pension?

Folketinget har ad flere omgange besluttet, at folkepensionsalderen skal stige gradvist. Se, hvornår du kan få udbetalt folkepension ud fra de aktuelle regler – og hvornår du kan tage hul på din egen pensionsopsparing.

Hvert femte år vurderer Folketinget, om danskernes folkepensionsalder skal stige. Den praksis er et resultat af Velfærdsforliget, som et bredt politisk flertal indgik i 2006. Senest har flertallet på Christiansborg i 2015 besluttet, at pensionsalderen fra 2030 stiger til 68 år.

Det betyder, at du først som 68-årig kan få udbetalt folkepension, hvis du er født 1. januar 1963 eller senere. Og hvis du er født i 1967 eller senere, kan din folkepensionsalder stige yderligere.

Senest i 2020 skal Folketinget nemlig beslutte, om pensionsalderen skal hæves igen som følge af længere levetider. Med de længere levetider er det derfor forventningen, at folkepensionsalderen vil blive sat op ultimo 2020, 2025 og 2030 til henholdsvis 69, 70 og 71 år.

Hvad gælder for dig?

I skemaet herunder kan du se din folkepensionsalder og mulig efterlønsalder, som reglerne er i dag.

Du kan også se, hvornår du kan begynde at få din egen pensionsopsparing udbetalt. En stor opsparing giver dig større frihed til selv at beslutte, hvornår du forlader arbejdsmarkedet.

Hvornår du kan starte udbetalingen af din pension afhænger af, hvornår du har oprettet din pensionsordning. Hovedreglen er, at hvis du har oprettet din pensionsordning før 1. maj 2007, så kan du starte din udbetaling, når du bliver 60 år og er gået på pension. Har du oprettet din pensionsordningen i perioden 1. maj 2007-31. december 2017, så kan den tidligst starte fem år før din folkepensionsalder, og er pensionsordningen oprettet 1. januar 2018 eller senere, så kan den tidligst starte tre år før folkepensionsalderen.

 Født  Folkepensionsalder  Tidligste pensionsalder, jf. Pensionsbeskatningsloven
 Oprettet før
01.05.2017
 Oprettet mellem
 01.05.2017 og 01.01.2018
Oprettet efter
01.01.2018 
 Før 1054  65  60  60  60
 1954:1  65,5  60  60  60
 1954:2  66  60  60  60
 1955:1  66,5  60  60  60
 1955:2  67  60  60  60
 1956:1  67  60  60  60
 1956:2 - 1958:2  67  60  60  60
 1959:1  67  60  60,5  60,5
 1959:2  67  60  61  61
 1960:1  67  60  61,5  61,5
 1960:2 - 1962:2  67  60  62  64
 1963 - 1966  68  60  63  65
Fra 1967*  68  60  63  65

*Pensionsaldrene vurderes hvert femte år. Næste gang er i 2020.

Kan du gå senere på pension?

Mens nogle næsten ikke kan vente med at gå på pension, vil andre gerne fortsætte med at arbejde længst muligt. Hører du til den sidste gruppe, kan du måske få gavn af at udskyde din folkepension. Det kræver dog, at du arbejder mindst 750 timer i løbet af et kalenderår.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på 3916 5000 eller via vores sikre formular, som du finder på www.appension.dk/kontakt

Vil du vide mere?