Hun arbejder for maksimalt afkast til lavest mulige omkostninger

Bjørg Houmøller har været medlem af AP Pensions bestyrelse siden 2015. Her fortæller hun, hvordan hun i bestyrelsesarbejdet har stor glæde af sin finansielle baggrund, så hun er med til at sikre, at kunderne i AP Pension får deres opsparing forvaltet bedst muligt til lavest mulige omkostninger.

Bjørg Houmøller arbejder til daglig i Treasury-afdelingen i Coop, hvilket betyder, at hun har ansvaret for at håndtere al finansiel risiko i dagligvarekoncernen. Hun har en finansiel uddannelse og baggrund, hvilket er to ting, som hun aktivt bruger i både hendes daglige arbejde i Coop men også i hendes bestyrelsesarbejde i AP Pension.

- Der er ingen tvivl om, at jeg har stor glæde af min finansielle baggrund i mit arbejde i AP Pensions bestyrelse. Derfor er mit fokus i mit bestyrelsesarbejde også at sikre, at kundernes opsparing bliver forvaltet bedst muligt, fortæller hun.

Samtidigt med at hun arbejder for at sikre, at der er gennemsigtighed i de investeringer, som AP Pension foretager, har Bjørg en klar mærkesag i hendes bestyrelsesarbejde.

- Jeg brænder for at sikre, at kundernes opsparing i AP Pension bliver forvaltet bedst muligt til de lavest mulige omkostninger. Med det fokus mener jeg, at jeg tjener kunderne og kundefællesskabet bedst, siger hun.

Foruden Bjørgs finansielle uddannelse og baggrund, har hun også taget en bestyrelsesuddannelse på Copenhagen Business School. En uddannelse hun valgte at gennemføre, da hun for et par år siden blev valgt til AP Pensions bestyrelse. På den måde mener hun, at hun har gjort alt for at sikre, at hun bidrager med mest mulig værdi i bestyrelsesarbejdet.

- Før jeg blev medlem af AP Pensions bestyrelse havde jeg ikke nævneværdige erfaringer med professionelt bestyrelsesarbejde. Derfor valgte jeg at dygtiggøre mig ved at tage bestyrelsesuddannelsen, og jeg kan kun sige, at det har været det hele værd. Jeg er meget positiv og glad for at være en del af AP Pensions bestyrelse, siger hun og forsætter:

- I bestyrelsen arbejder vi meget professionelt og hver enkelt medlem rummer forskellige kompetencer. En af de store styrker i bestyrelsen er, at vi har rigtig mange gode og relevante diskussioner, samt ikke mindst at alle formår at blive hørt. Der er ingen tvivl om, at bestyrelsesarbejdet på alle måder lever op til mine forventninger, og jeg er utrolig taknemmelig for, at kunderne i AP Pensions har betroet mig bestyrelseshvervet.

Kundedemokratiet og – ejerskabet er således årsagen til at Bjørg er valgt til AP Pensions bestyrelse, og hun pointerer også, at det faktum, at AP Pension er ejet af kunderne netop er selskabets store styrke.

- At AP Pension er ejet af kunderne betyder alt. Dels giver det mulighed for, at personer som jeg kan få indflydelse på driften af et stort pensionsselskab. Dels betyder det, at man ikke skal sikre et givent afkast til ejerne, som i mange andre pensionsselskaber er det samme som aktionærerne, for ejerne er jo netop kunderne. Så alt hvad der bliver tjent kommer kunderne til gode. Det er utrolig stærkt og værdifuldt, og noget jeg er sikker på, at flere og flere danskere vil forstå værdien af i de kommende år, slutter hun.

Om Bjørg Houmøller

Bjørg Houmøller arbejder til daglig som Souschef i Treasury-afdelingen i Coop’s hovedkvarter i Albertslund uden for København. Hos Coop har hun ansvaret for at håndtere al finansiel risiko i dagligvarekoncernen. Før hun kom til Coop arbejdede hun i lignende stillinger i Dansk Bank og Nordea.

Til daglig bor Bjørg i Albertslund med hendes to børn på henholdsvis 7 og 12 år. Hun har været medlem af AP Pensions bestyrelse siden 2015.

I fritiden er hun en passioneret bridgespiller på landsholdsniveau. For Bjørg er bridge et sjovt og socialt spil, fordi hun altid, både alene, og sammen med sin makker kan udvikle sig og blive bedre. I foråret blev Bjørg således nordisk mester i bridge og til efteråret skal hun til Beijing for at spille en invitationsturnering for verdens otte stærkeste kvindehold. Ligesom hun næste år er med til at repræsentere Danmark ved europamesterskaberne i bridge.

Med hensyn til hendes egen pensionsordning, har hun valgt at tage en forholdsvis høj risiko, idet der fortsat er en del år til hun forventer at skulle gå på pension. På trods af at Bjørg som følge af hendes uddannelse og arbejder har solid indsigt i de finansielle markeder, så har hun alligevel valgt at lade AP Pension stå for placeringen af hendes opsparing i en række forskellige fonde.

Hvis hun skulle være så uheldig at blive alvorlig syg eller dø, har hun som en del af hendes pensionsordning sørget for at sikre sig selv og hendes børn.

Bjørg fortæller, at hun er opmærksom på, at den optimale pensionsordning er afhængig af ens livssituation, hvorfor hun mødes med sin kunderådgiver hos AP Pension mindst hvert andet år, for at tjekke ordningens sammensætning. 

Vil du vide mere?