AP Pension opruster på ejendomsinvesteringerne efter købet af Skandia

AP Pensions køb af Skandia betyder, at AP Ejendomme får tilført markant flere midler til investeringer. Med købet af Skandia er det planen, at AP Ejendomme fordobler sine investeringer på ejendomsområdet. Investeringer, der kommer alle kunderne i AP Pension til gode.

AP Pensions køb af Skandia Danmark, der blev endeligt 2. januar i år, får stor betydning for AP Ejendomme. For med købet af Skandias danske aktiviteter får AP Ejendomme flere muligheder for at investere i nye ejendomsprojekter rundt om i landet. Investeringerne skal være med til at bidrage positivt til afkastene for kunderne.

De øgede investeringsmuligheder for AP Ejendomme skyldes blandt andet, at Skandia Danmark ikke havde nogen ejendomsbalance, hvilket betyder nye muligheder for AP Ejendomme.

- Vi skal investere i en endnu større målestok, end vi ellers skulle. For ikke nok med at AP Ejendomme skal vokse, så har Skandia ikke haft en ejendomsbalance, så nu øges vores samlede investeringsbehov, siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

Den større målstok betyder, at AP Ejendomme planlægger at fordoble det beløb, der skal placeres i ejendomsinvesteringer.

- Inden købet af Skandia havde AP Pension besluttet at forøge vores ejendomsinvesteringer og nu, hvor Skandia er blevet en del af AP Pension, fordobler vi investeringerne, så vi runder 10 mia. kr., fortæller Peter Olsson, der ikke lægger skjul på, at den kommende periode bliver særdeles spændende for AP Ejendomme, hvor der er flere projekter i støbeskeen med blandt andet erhvervs- og boligprojekter og seniorboliger.

- Det bliver en meget spændende tid for AP Ejendomme. Men det bliver også en enormt udfordrende tid, fordi priserne på ejendomsinvesteringer er høje. Det skyldes, at mange pensionskasser og investorer søger over i fast ejendom, da de forventer, at det giver en fornuftig forrentning i forhold til, hvad aktier og obligationer kan give i afkast, siger Peter Olsson og fortsætter:

- De investeringer, vi skal foretage, skal selvfølgelig placeres fornuftigt og disciplineret. Og i AP Pension opnår vi det bedste afkast ved i størst muligt omfang at udvikle fra grunden og gå tidligst muligt ind i processen. 

Vil du vide mere?