AP Pension kåret til årets kommercielle pensionsselskab

AP Pension er af erhvervsmediet FinansWatch og konsulenthuset EY blevet kåret til årets kommercielle pensionsselskab.

AP Pension er ved konferencen ”Årets Finansvirksomhed”, som erhvervsmediet FinansWatch og konsulenthuset EY står bag, netop blevet kåret som ”Årets kommercielle pensionsselskab”.

Prisen som årets kommercielle pensionsselskab, hvor landets største kommercielle pensionsselskaber målt på præmieindtægter indgår, gives på baggrund af selskabernes nøgletal for afkast, indtjening, vækst i indtægter samt omkostningsniveau. Pensionsselskaberne opnår point for både den konkrete præstation i 2018 og for udviklingen i forhold til tidligere år.

I begrundelsen for at AP Pension vinder prisen, lyder det:

"AP Pension vinder prisen som årets kommercielle pensionsselskab, primært som følge af en rekordhøj vækst. Bruttopræmierne er i 2018 steget med imponerende 40 pct. som følge af god kundetilgang.

Ud over væksten i bruttopræmier formår AP Pension at bibeholde effektiviteten, og selskabet har kategoriens laveste gennemsnitlige omkostninger pr. forsikret i kr. over de seneste fem år på 785 kr.

Herudover har AP Pension i 2018 præsteret et relativt godt afkast på trods af den kraftige markedskorrektion i efteråret.”

Dedikation og loyalitet

Salgsdirektør i AP Pension, Morten Westphal Jensen, modtog prisen på vegne af AP Pension, og han glæder sig over, at det store arbejde, AP Pension hver dag udfører for at give kunderne de bedste mulige pensionsordninger, bliver anerkendt.

- Det er en pris, som vi er meget glade for og stolte over. I AP Pension er vi i øjeblikket inde i en rivende udvikling, hvor der sker rigtig meget. Min første refleksion er, at det må være det faktum, at vi i AP Pension er 100 procent ejet af vores kunder - en ejerform, der her viser sit værd - og som her belønnes med denne pris, fortæller Morten Westphal Jensen, der i forbindelse med prisen sender en stor tak til de ansatte i AP Pension og ikke mindst de mange trofaste kunder, der er en del af AP Pension.

- Prisen er et klart bevis på den dedikation vores medarbejdere viser hver eneste dag året rundt. Medarbejderne er fundamentet for den værdiskabelse, som vores kunder køber ind på, siger salgsdirektøren og fortsætter:

- Jeg vil også fremhæve vores mange kunder - både de eksisterende, gode loyale kunder, og de mange nye vi har budt velkommen i 2018 og 2019. Den tillid, kunderne viser os, er en tillid, som vi er meget ydmyge over for, lyder det fra Morten Westphal Jensen.

Yderligere energi og motivation

Anerkendelsen fra FinansWatch og EY får stor betydning i det daglige arbejde i AP Pension.

- Der er ingen tvivl om, at kåringen som årets pensionsselskab skaber yderligere energi og motivation, som vi kan bruge i dagligdagen og i forbindelse med den igangværende sammenlægning med Skandia, siger salgsdirektøren, der samtidig konstaterer, at AP Pension står godt - og stærkt rustet i den kommende tid.

Vil du vide mere?