Branchens bedste afkast de sidste tre år skønt negative afkast i første kvartal 2018

Afkasttallene var negative i første kvartal 2018, da de globale aktier oplevede markante kursfald i perioden. Alligevel har AP Pension over de sidste tre år leveret pensionsbranchens højeste afkast på knap 16 pct. for personer med 20 år til pension.

AP Pension kan for første kvartal 2018 melde om negative afkast – ligesom det er tilfældet for alle andre pensionsselskaber. Resultatet skyldes, at investeringsklimaet generelt er blevet hårdere, og investeringsmarkederne oplever en vis mæthed efter et rigtig godt 2017. AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen, forklarer:

- Det er naturligt, at de finansielle markeder reagerer ved, at der kommer justeringer efter store kursstigninger. Jeg er stadig fortrøstningsfuld for 2018, fordi den langsigtede investor som oftest bliver belønnet for sin tålmodighed og risikovillighed. En strategi som netop AP Pensions brancheførende afkasttal de seneste tre år bekræfter.

Første kvartals afkast er mest negativt for fonde med lang tid til pension, da de indeholder mange aktier. En kunde med ti år til pension har f.eks. fået et negativt afkast på knap 1,1 pct., mens en kunde med 30 år til pension har et negativt afkast på 2,5 pct.

Fond  År til pension  Afkast
AP Active 2029 10  - 1,07%
AP Active 2038  20 - 1,85%
AP Active 2047 30 - 2,47%

*Bemærk, at udløbsfonden for ti år til pension nu er AP Active 2029 (i 2017 var det AP Active 2026). Der er desuden hverken tildelt kickback eller AP Loyalitetsbonus i første kvartal 2018

Hør AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen, uddybe første kvartals afkast yderligere og fortælle om hans forventninger til resten af 2018.

Vil du vide mere?