AP Pension udlejer 102 lejligheder i Kløverbladsparken i Valby

AP Pension har netop holdt rejsegilde på 102 nye lejligheder i Kløverbladsparken i Valby i København, og i løbet af april 2017 begynder udlejningen af de attraktive boliger. Hos AP Pension og DEAS, som står for selve udlejningen, har man allerede oplevet stor interesse for lejlighederne, og der er derfor store forventninger til antallet af besøgende til de kommende åbent-hus arrangementer.

AP Pensions lejeboligprojekt Kløverbladsparken, som ligger på hjørnet af Carl Jacobsens Vej og Kløverbladsgade i Valby i København, åbner i løbet af april op for udlejning af de 102 nye boliger. Projektet er tegnet af Arkitema Architects og opført af NRE Group, som AP Pension længe har samarbejdet med.

Opførelsen af det 10.200 kvadratmeter store projekt i Valby er i fuld gang, og AP Pension forventer, at boligerne står klar til indflytning i løbet af efteråret. De 102 lejligheder kommer til at ligge centralt i Valby, ikke langt fra Toftegårdsplads og kun 10 minutter med S-tog, bil eller cykel til Rådhuspladsen i København.

- Valby er et yderst attraktivt område for både unge og ældre. Dels ligger det tæt på centrum af København, dels er der gode skoler, daginstitutioner og indkøbsmuligheder i området. Ambitionen med Kløverbladsparken er at skabe et projekt, som passer ind i omgivelserne, og som har gode rammer for beboerne, samtidig med at vi skaber fundamentet for solide afkast til vores pensionskunder, siger direktør i AP Pensions ejendomsudviklingsselskab AP Ejendomme, Peter Olsson.

Ejendomsforvaltningsselskabet DEAS står for både udlejning, administration, indflytning og drift af Kløverbladsparken.

- Vi oplever allerede nu god interesse for boligerne i Kløverbladsparken. Med en størrelse fra 60 til 110 kvadratmeter appellerer boligerne både til par og familier med børn. Jeg forventer derfor, at vi får en effektiv udlejningsproces og en ejendom med masser af liv, siger afdelingschef og ansvarlig for udlejning i DEAS, Lasse Rüsz.

Udover de 102 lejligheder bliver der også etableret et stort fælleslokale i Kløverbladsparken, som alle beboerne kan benytte, ligesom der bliver etableret erhvervslokale, som fx kan udlejes til en café eller lignende.

- Vi har i AP Pension en ambition om at være med til at udvikle ejendomme helt fra begyndelsen, så vi på den måde gør en forskel både på kvaliteten af byggerierne og på afkastet til vores kunder. Med Kløverbladsparken har vi skabt et moderne byggeri med en række attraktive lejligheder til fornuftige huslejer. Det er noget, som både vi og resten af Valby og København kan være stolte af, siger Peter Olsson.

I de kommende måneder planlægger DEAS flere åbent-hus arrangementer i Kløverbladsparken. Du kan se dem på www.kloeverbladsparken.dk.

For mere information:

Peter Olsson, direktør AP Ejendomme, telefon 20 98 50 18

Lasse Rüsz, afdelingschef og ansvarlig for udlejning i DEAS, telefon 27 78 38 80

Kort om AP Pension

AP Pension er et kundeejet pensionsselskab, der sætter kundefællesskabets interesser højest. Kunderne skal opleve AP Pension som et trygt, enkelt og værdiskabende pensionsselskab. AP Pensions værdigrundlag er udtrykt i et slogan: Din pension - vores ansvar. En pensionsopsparing er en langsigtet investering. AP Pension kan som et uafhængigt pensionsselskab placere investeringerne der, hvor vi forventer, at pengene vil vokse hurtigst, så vi kan skabe det bedste mulige afkast til vores kunder. Læs mere på www.appension.dk.

Kort om DEAS

DEAS A/S er et af Danmarks førende ejendomsforvaltningsselskaber. Selskabet består af fem forretningslinjer:

Ejendomsadministration, Property Asset Management, Facility Services, Mæglervirksomhed – via DEAS Erhverv og DEAS Bolig –og Offentlig-Privat Partnerskab (OPP). Vi tilbyder ydelser som administration af bolig- og erhvervsejendomme, ejer- og andelsboligforeninger samt management af butikscentre. Hertil kommer bygherrerådgivning, byggesagsadministration, energistyring, drift og vedligehold, udlejning af bolig- og erhvervslejemål samt salg og vurdering af erhvervsejendomme og boliger. DEAS administrerer cirka 2.000 ejendomme med cirka 70.000 lejemål i Danmark og har kontorer i København, Aalborg og Aarhus. DEAS A/S er et 100 pct.-ejet datterselskab af DEAS Holding A/S.

 

Vil du vide mere?