Nyt AP Update til de yngste kunder

I film, grafik og tekst kan AP Pensions 18-29-årige kunder nu få et helt enkelt overblik over det vigtigste i deres pensionsordning. Formålet er at forklare, hvorfor ordningen har høj værdi, selv med 50 år til pensionen.

71 pct. af de 18-29-årige danskere tænker sjældent eller aldrig på deres pension. Og selv blandt den del af målgruppen, der har en pensionsordning, har over 40 pct. aldrig nogensinde gået den igennem. Det viser en måling, som analysefirmaet Opeepl har gennemført for AP Pension.

I et nyt univers på AP Pensions hjemmeside kan de unge kunder nu enkelt og hurtigt få et overblik over det allervigtigste i deres pensionsordning. Foreløbig ligger der på hjemmesiden tre elementer, som et udvalg af kunder under 30 år har modtaget i en særlig version af nyhedsmailen AP Update:

• Infografik: Pensionsordning? Hvad skal jeg med den?

• Artikel: Kend din pension fra A til Zzzzzz

• Film: Hvem vil være millionær?

10 minutter er nok

Der ligger en vigtig, men svær opgave i at forklare de unge, at deres pensionsordning har høj værdi – nu og på lang sigt.

”Jeg tror, de fleste af os kan forstå, at en 20-årig med 50 arbejdsår foran sig har alt andet end pension på sin radar. Der er dog nogle vigtige fordele ved at få en pensionsordning allerede som ung. Både fordi de første penge på opsparingen vokser mest, og fordi ordningen har forsikringsdækninger, som man kan få brug for her og nu”, siger Søren Husted, konstitueret salgsdirektør i AP Pension.

”Nu vil vi teste, om vi med kort, klar og mere visuel kommunikation kan få vores unge kunder til at bruge 10 minutter på at forstå de vigtigste elementer i deres pensionsordning. Tiltaget er godt i tråd med vores app, Mobil AP. Det handler om at gøre pension enkelt og være til stede, hvor vores kunder er”, fortsætter han.

I AP Pension håber vi, at du vil være med til at dele det målrettede indhold til dine unge kolleger.

Læs også: Regn på pensionen i Mobil AP

 

Vil du vide mere?