AP Pension vil være kundernes totalrådgiver

Politiske reformer og nye produkter gør danskernes økonomi kompleks – i dag og i de kommende år. AP Pension er det første pensionsselskab, hvor alle rådgivere nu er uddannet i at rådgive bredt om privatøkonomi.

Pension, lån, skat og budget er brikker i ét samlet puslespil. Fremover vil AP Pension i højere grad rådgive kunderne om deres privatøkonomi som helhed. Derfor har alle selskabets rådgivere i 2016 gennemført uddannelsen ’Eksamineret finansrådgiver – Formuerådgivning’ hos Finanssektorens Uddannelsescenter.

”Når vi taler med vores kunder, popper der mange spørgsmål op, som ikke handler om pension. Vi tror, at den tendens bliver endnu stærkere fremover. Som kundeejet selskab er det vores pligt at have de dygtigste rådgivere, der troværdigt kan hjælpe kunderne,” siger Søren Husted, salgsdirektør i AP Pension.

”De forskellige grene af vores kunders privatøkonomi er begyndt at vikle sig mere ind i hinanden end tidligere. Det skyldes, at politikerne lancerer store reformer, men også at vi i den finansielle sektor udvikler nye produkter. Vi er det første pensionsselskab i Danmark, hvor alle rådgivere nu har uddannelsen i formuerådgivning, men jeg tror, at flere selskaber vil følge trop,” fortsætter han.

Bygger et ekstra lag på

Søren Husted nævner lovgivning om skat, førtidspension og efterløn som eksempler, der griber ind i mange danskeres privatøkonomi. Desuden lurer en kompleks 2025-plan i horisonten. Oveni det er indlånsrenten i nul, så kunderne må kigge nye veje for at få forrentet deres penge.

I en undersøgelse gennemført for Penge- og Pensionspanelet i 2015 blev cirka 2.000 danskere blandt andet spurgt, hvor de får deres viden om privatøkonomiske emner fra. Bankrådgiveren toppede listen foran familie og nyhedsmedier. I bunden lå uafhængige økonomiske rådgivere.

”Vi arbejder med pension og er derfor ikke fagligt uafhængige. Men vi er omvendt heller ikke et realkreditinstitut, et advokatkontor eller en bank, og vi kan derfor objektivt pege på områder, som kunden med fordel kan tale med sine øvrige rådgivere om. Kunderne er trygge ved at tale med vores rådgivere, og med den nye uddannelse bygger vi et lag ekstra på,” siger Søren Husted og uddyber:

”I tilfredshedsmålinger scorer vi i forvejen rigtig højt på personlig rådgivning (6,6 på en skala fra 1-7). Vi måler alene vores rådgivere på antallet af rådgivninger og tilfredsheden med dem, da vi mener, at det er de mest afgørende faktorer for vores kunder”.

Som at tilbyde den rette medicin

Claus Godt Hansen er salgs- og markedschef i Finanssektorens Uddannelsescenter. Han ser det som en klar styrke for kunderne, at rådgivere kan tilbyde helhedsrådgivning.

”Der har i finanssektoren været en tendens til at arbejde med kundens bolig-, investerings- og pensionsforhold hver for sig, og i de senere år er der kommet fokus på, at det ikke er optimalt. Det er lidt, som når lægen ordinerer medicin. Ses det ikke i sammenhæng med patientens anden medicin, kan det give alvorlige bivirkninger,” siger han og fortsætter:

”Med deres nye uddannelse har rådgiverne i AP Pension fået et solidt fagligt fundament inden for både bolig-, investerings-, pensions- og skatteområdet. Et fundament, der gør, at de kan håndtere langt hovedparten af de rådgivningssituationer, der er relevante for en privatkunde.”

FAKTA: Formuerådgivning i AP Pension

  • Alle AP Pensions kunderådgivere har i 2016 gennemført uddannelsen ’Eksamineret finansrådgiver – Formuerådgivning’. Uddannelsen varer 18 dage og afsluttes med eksamen.
  • Uddannelsen handler blandt andet om at afdække kundens behov inden for bolig, investering og pension i et helhedsperspektiv og udarbejde en plan for kundens økonomi.
  • I en ny imageundersøgelse, gennemført af analysebureauet Wilke for Finanswatch, ligger AP Pension nummer to blandt alle finansielle virksomheder, når det handler om at give god rådgivning.

 

Vil du vide mere?